tirsdag den 22. juni 2010

AV!!!


Hvor klodset har man lov at være? Jeg har åbenbart lov, at være ekstra klodset. Ikke nok med at jeg falder, jeg brækker også anklen, og for at være helt sikker på det er gjort ordentligt, kunne kunne jeg selvfølgelig ikke nøjes med 1 knækket knogle. Næh nej, jeg fiser nu rundt med 2 knækkede knogler og en fod plastret til med gips. Uh, altså, men selvfølgelig, hver en sky har en sølv kant, jeg har nu mere tid til at være kreativ.
Nå, men der er kun 2 uger tilbage, så ryger gipsen af. Yayh!!

onsdag den 9. juni 2010

YES!

Hurra!! Jeg har fået min første faste læser. En utrolig kreativ pige fra Frankrig. Tag lige et kig på hendes blog.
Det er helt fantastiske ting hun laver og sikke billeder hun tager. Wow, siger jeg bare.
Tak til lillalotta.

OHHH!

Så er der endnu en Mumi skat til Iris. Denne gang i form af et sengesæt. Det er simpelthen så fint. Det ene billede er fra embalagen som endnu en gang er en lille skat i sig selv.

onsdag den 2. juni 2010

Suttekæde, nu med ugle og blomst

Så fik jeg hæklet en suttekæde til Iris. Jeg hæklede først bare en med stjernemønster, men synes egentlig den var lidt kedelig. På kom en hæklet ugle og straks blev den rigtig sød. Så fik jeg rigtig blod på tanden og frem kom endnu en, denne gang med en blomst. Alex siger jeg skal prøve at sælge dem. Så det overvejer jeg.

onsdag den 26. maj 2010

Så bli'r det ikke sødere.

 Jeg har købt Converse sko til Iris. Jeg kunne simpelthen ikke stå for dem. Jeg har altid elsket All stars, lige fra dengang i 60'erne da jeg var barn og op gennem 70 og 80'erne. Jeg har dem stadig. Ja ja, selvfølgelig ikke dem fra dengang. Nu er de et must have for alle, uanset alder. Det forstår man jo godt, de er behagelige og rigtig rare at have på.

lørdag den 15. maj 2010

Du glade genbrug.

Som vi alle ved er genbrug sund fornuft. Jeg har involveret mig i en "swap" på ravelry med en pige fra Finland, som elsker orange og grøn. Hun ønskede sig et tørklæde, så jeg gik i gang med hæklenål og grønt garn.. Jeg var næsten færdig med tørklædet da jeg indså at det nok blev for tykt til denne årstid. Hvad gør man så? Jeg gik mine stofstykker igennem, men intet passede. Jeg fandt et dynebetræk i orange farver og tænkte det måtte da kunne bruges. Dynebetræk her en fin længde til tørklæder. Det var hurtigt klippet og syet. Det der tog længst tid var frynserne. Jeg pillede èn tråd ud af gangen, med en nål og klippede til sidst frynserne til, så de passede i længden.
Så det gik fra det her: 
til det:
for så at ende som dette:
Jeg håber hun kan lide det.
Jo, genbrug er sund fornuft.

onsdag den 12. maj 2010

Så er der garn.

Jeg har førsøgt mig med at spinde på håndten. Det kan klart anbefales, det er ikke helt let i begyndelsen, men efter nogle forsøg kommer det li'som af sig selv. Garnet der kom ud af mit forsøg, er ikke perfekt, men det er mit eget. Jeg har spundet det. Hehe. Sådan føles det, stille tilfredshed. Jeg farvede det med KoolAid, som egentlig er Amerikansk saftevandspulver man rører ud i vand. Derefter "malede" jeg garnet med blandingen. Der er blandinger af 3 forskellige smage i mit garn.
Det er første gang jeg prøver at spinde og farve garn, men det er bestemt ikke sidste.