torsdag den 12. august 2010

Koncert

Onsdag d. 4. august havde jeg et af de største øjeblikke i mit liv. Det var egentlig ikke et øjeblik, men der imod en 3 1/2 timer kort koncert med Leonard Cohen. Manden er 76 år og havde kun en kort pause på ca 20 min. Han kunne i korte øjeblikke synes en lille smule skrøbelig og stemmen kiksede nogle enkelte gange. Men det tilgiver jeg gerne. Han forstår stadig at tvinge en til at høre efter og tryllebinde en fyldt Malmø Arena.. Så fantastisk. Han sang selvfølgelig alle de kendte sange som folk forventede og kunne synge med på. Indrømmet, jeg var nok en af dem der sang højest. Der havde dog også sneget sig et par nye ind, som var helt som de skulle være, ægte Leonard Cohen. Han blev klappet ind 3 gange og sang med stor glæde flere gamle sange.
Jeg kan kun anbefale at man oplever ham live hvis man får mulighed for det. Tænk hvad jeg var gået glip af, hvis ikke min søde kæreste Michaell havde overrasket mig med biletter til denne store aften.
Billedet er et af de mange fantastiske billeder Michaell har taget.

torsdag den 8. juli 2010

Succes.

Jeg tog Alex' opfordring op og satte mine hæklede suttekæder til salg. Egentlig mest bare for at se om det var noget der var interesse for. Hold da helt op, på en uge har jeg allerede solgt 10 stk. Det er da vildt. Jeg er meget glad for, at nogen synes så godt om dem, at de vil betale for dem. Dejligt. Det er en rigtig stor kompliment. Der bliver ved at komme bestillinger, så hæklenålen gløder nærmest. Men der bare dejligt, de er sjove at lave.

lørdag den 26. juni 2010

Vidunderlig dag

Iris har været her det meste af dagen. Hendes forældre havde planer med vennerne. Nu sover hun trygt, forhåbentlig lige til i morgen tidlig. Det er så skønt at være helt alene med hende. Tiden flyver afsted, hun bliver mere og mere underholdende. Det er så sjovt når hun efterligner mine lyde. Jeg skulle samle noget op fra gulvet og udstødte en lyd, noget i retning af; Ahhhååå. Straks kom den samme lyd fra Iris og jeg grinede, hun kiggede på mig og kom med et højt grin. Hun kan få mig til at grine hele tiden. At drikke af plastik vandflaske er et stort hit hos hende. Så stort at hun ikke rigtigt gider at drikke af kop eller glas, lige i øjeblikket. Hun brugte også en masse tid på leg med pap-morfar.

tirsdag den 22. juni 2010

AV!!!


Hvor klodset har man lov at være? Jeg har åbenbart lov, at være ekstra klodset. Ikke nok med at jeg falder, jeg brækker også anklen, og for at være helt sikker på det er gjort ordentligt, kunne kunne jeg selvfølgelig ikke nøjes med 1 knækket knogle. Næh nej, jeg fiser nu rundt med 2 knækkede knogler og en fod plastret til med gips. Uh, altså, men selvfølgelig, hver en sky har en sølv kant, jeg har nu mere tid til at være kreativ.
Nå, men der er kun 2 uger tilbage, så ryger gipsen af. Yayh!!

onsdag den 9. juni 2010

YES!

Hurra!! Jeg har fået min første faste læser. En utrolig kreativ pige fra Frankrig. Tag lige et kig på hendes blog.
Det er helt fantastiske ting hun laver og sikke billeder hun tager. Wow, siger jeg bare.
Tak til lillalotta.

OHHH!

Så er der endnu en Mumi skat til Iris. Denne gang i form af et sengesæt. Det er simpelthen så fint. Det ene billede er fra embalagen som endnu en gang er en lille skat i sig selv.

onsdag den 2. juni 2010

Suttekæde, nu med ugle og blomst

Så fik jeg hæklet en suttekæde til Iris. Jeg hæklede først bare en med stjernemønster, men synes egentlig den var lidt kedelig. På kom en hæklet ugle og straks blev den rigtig sød. Så fik jeg rigtig blod på tanden og frem kom endnu en, denne gang med en blomst. Alex siger jeg skal prøve at sælge dem. Så det overvejer jeg.

onsdag den 26. maj 2010

Så bli'r det ikke sødere.

 Jeg har købt Converse sko til Iris. Jeg kunne simpelthen ikke stå for dem. Jeg har altid elsket All stars, lige fra dengang i 60'erne da jeg var barn og op gennem 70 og 80'erne. Jeg har dem stadig. Ja ja, selvfølgelig ikke dem fra dengang. Nu er de et must have for alle, uanset alder. Det forstår man jo godt, de er behagelige og rigtig rare at have på.

lørdag den 15. maj 2010

Du glade genbrug.

Som vi alle ved er genbrug sund fornuft. Jeg har involveret mig i en "swap" på ravelry med en pige fra Finland, som elsker orange og grøn. Hun ønskede sig et tørklæde, så jeg gik i gang med hæklenål og grønt garn.. Jeg var næsten færdig med tørklædet da jeg indså at det nok blev for tykt til denne årstid. Hvad gør man så? Jeg gik mine stofstykker igennem, men intet passede. Jeg fandt et dynebetræk i orange farver og tænkte det måtte da kunne bruges. Dynebetræk her en fin længde til tørklæder. Det var hurtigt klippet og syet. Det der tog længst tid var frynserne. Jeg pillede èn tråd ud af gangen, med en nål og klippede til sidst frynserne til, så de passede i længden.
Så det gik fra det her: 
til det:
for så at ende som dette:
Jeg håber hun kan lide det.
Jo, genbrug er sund fornuft.

onsdag den 12. maj 2010

Så er der garn.

Jeg har førsøgt mig med at spinde på håndten. Det kan klart anbefales, det er ikke helt let i begyndelsen, men efter nogle forsøg kommer det li'som af sig selv. Garnet der kom ud af mit forsøg, er ikke perfekt, men det er mit eget. Jeg har spundet det. Hehe. Sådan føles det, stille tilfredshed. Jeg farvede det med KoolAid, som egentlig er Amerikansk saftevandspulver man rører ud i vand. Derefter "malede" jeg garnet med blandingen. Der er blandinger af 3 forskellige smage i mit garn.
Det er første gang jeg prøver at spinde og farve garn, men det er bestemt ikke sidste.

lørdag den 8. maj 2010

Hvilke Skatte

Oh, hvilke skatte posten havde med i dag.  Selv embalagen er så nuser.


                                                               
       






Iris blev 9 mdr i går og skal selvfølgelig ha' en lille gave. Jeg har købt nogle Mumi-skatte til hende. Vi elsker Mumi.  Jeg er i gang med en større eftersøgning af bøger og andet Mumi, helst brugt, men i fin stand. Hvis I falder over noget, så sig endelig til.
Jeg ved Alex bli'r helt glad over disse skatte og det tror jeg også Iris bli'r, men nok først når hun bli'r lidt ældre. 

torsdag den 6. maj 2010

Hallo!!

Min telefon ringede. Jeg hørte kun en skratten og knasen. Jeg så det var Alex' nummer og sagde: "Hallo! Alex, er du der?" Ingen svarede. Så hørte jeg Iris pludre og forstod at hun havde fået fat i telefonen, jeg snakkede lidt til hende og hun pludrede tilbage. Jeg lagde på og ringede op -- Intet svar. Min telefon ringede igen. Det var Iris. Jeg lagde på og ringde op igen -- Intet svar. Der gik lidt tid, så kom der en sms fra Alex' telefon. Det var fra Iris, hun havde fået trykket på nogle knapper. Her er så den første sms fra Iris.


Jeg har før sagt til hende at hun bare skulle ringe eller sms'se til mig, hvis hun ikke fik sin vilje derhjemme.
Hun er da et fremmeligt barn, må man sige. 

lørdag den 1. maj 2010

Overraskelse


En ting jeg altid har drømt om, går i opfyldelse d. 4. august i Malmø. Min kæreste overraskede mig med billetter til Leonard Cohen. Endelig skal jeg opleve denne fantastiske mand live. Han er 76 år gammel, men stadig lige så utrolig som da han var ung. Han er om muligt blevet bedre med årene. Hans tekster er som musikalske digte, der bliver fremført med en så eventyrlig blød og varm stemme og med så meget indlevelse at man ikke er i tvivl om at han mener hvert et ord. Jeg glæder mig helt utroligt meget til denne store oplevelse.
August kom NU!!!!!

torsdag den 29. april 2010

Livet

I sangen "Beautiful Boy, (Darling Boy) siger John Lennon: "Life is just what happens to you, While your busy making other plans". Det er ikke helt forkert. Livet kommer nogen gange i vejen for ens planer. En god veninde, som nærmer sig de 60 år, planlægger sit otium: en masse tid til sig selv, børn, børnebørnene og rejser. I det store hele bare leve godt. Det fortjener hun. Så kommer livet og siger: "Du planlægger, jeg bestemmer". Det dumme liv bestemmer, at hun skal ha' cancer nu. Hvad er meningen? Spørger jeg, men der er ingen svar og ingen mening. Det er bare sådan. Hun skal nok komme ud på den anden side, hel igen. Det tror og håber vi alle på.

 Man kan ikke altid stole på, at ens liv former sig som man planlægger.

tirsdag den 27. april 2010

Kunst

Jeg har kigget efter kunst på nettet og søgt efter Roy Lichtenstein. Man kommer jo ikke uden om ham, når man taler om kunst. Jeg kan desværre ikke uploade nogen af hans billeder, da de er copyright beskyttet.
Jeg kiggede også efter Alberto Vargas. Hans billeder af Pin-up piger  fra 1950'erne er så smukke.
Rene Magritte er også en af mine favoritter. Jeg bli'r altid helt væk i hans billeder, de er som drømmesyn. Jeg bruger hans billede Golconde  som wallpaper i øjeblikket.

Måske man kan ane en lille rød tråd: 50'erne-70'erne.
Den tidsperiode tiltaler mig bare. Tøjet, musikken, kunsten,
jeg er selv vokset op i 60'erne og var teenager sidst i 60'erne
og begyndelsen af 70'erne.










Excuse me while I kiss the sky.








søndag den 25. april 2010

Rundt i hovedet

lørdag den 24. april 2010

Lidt om at blive mormor


At blive mormor er: Dejligtglæde, betænkelighed, fryd, begejstring, henrykkelse, bekymring, fornøjelse, held, frynsegode, uro, jubel, juleaften, skræmmende, smil, varmt, rutchebanetur, nervøst, angst, grin, rædsel, LYKKE

Jubiii

Der findes ikke noget bedre end når min datter ringer og siger; "Hej mor, Iris og jeg kommer". Så skal der hygges. Iris er snart 9 mdr. Det føles som om hun lige er kommet til verden, men på samme tid, er det som om hun har været her altid. Sjovt, som man kan føle at tiden står stille, men samtidig ræser af sted med lynets hast.

fredag den 23. april 2010

Helt ny

Jeg er jo helt ny udi blogger universet. Så jeg må prøve mig frem. Først med et billede af Hr. Kat. Drum roll please --------- Tada!!! Jeg ku'. Sådan!